Fredag-søndag
Af Lone og Julie
Fredag d. 6. november
Efter en hel dag i bilen i går havde vi brug for en dag til afslapning. Vi startede på Slip Way, hvor vi shoppede souvenirs (bl.a. mange fede malerier). Derefter fandt vi en lille kutter, som kunne sejle os ud til en større båd, for derefter at komme til en mindre båd. Til sidst endte vi på en ø med en fantastisk sandstrand og turkisfarvet vand, som var det taget ud af et feriekatalog. Vi fik tid til både snorkling og at slikke sol. Det var skønt at kunne slappe af og nyde varmen.

Da vi kom tilbage til fastlandet, mødtes vi med Kristian og Jan (de to volontører). Sammen med dem spiste vi aftensmad på en hyggelig og romantisk restaurant med udsigt over Det Indiske Ocean.
Lørdag d. 7. november
Formiddagen begyndte med en spændende rundvisning af Kristian Larsen på Soma Biblias grund i Dar es Salaam. Her fortalte han om Soma Biblias historie fra start til nu, både om udelegering af arbejde og placering af butikker rundt om i landet.
Efter to uger med ris og ko på menuen fandt vi Tanzanias svar på Mc Donalds. Skønt med mad man kender. Derefter kørte vi direkte på Det sorte marked. Navnet stammer fra de mange udskæringer i træsorten ibenholt, som er sort indvendig. Her fik vi pruttet om priserne og brugt alle vores sparepenge. Da dagen var omme havde vi mange venner, som gerne ville sælge os alle mulige ting.

Lene og Ole Malmgaard inviterede os på fin aftensmad. Her var vi sammen med de andre volontører og missionærer og deres familier. Det blev en rigtig hyggelig aften med bordtennis, sang og spil.
Søndag d. 8. november
I morges var vi tidligt oppe. Vi skulle nå den første gudstjeneste i kirken klokken 7. Vi var delt op to og to for at hjælpe til med at sælge bøger efter gudstjenesterne i de forskellige kirker. Nogle steder var der to gudstjenester, så dagen blev lang (her varer gudstjenesterne helst over 2½ time – flere steder varede prædiken over en time!). Under gudstjenesten måtte vi op foran for at præsentere os selv og reklamere lidt for det efterfølgende bogsalg. Gudstjenesterne adskiller sig meget fra de danske. Der er livlig sang og musik og et kor, der danser i takt til musikken. Da gudstjenesten var ovre, stod vi klar med bøger og bibler. Folk var meget ivrige efter at købe bøger, og det var et stort hit med baggrundsmusik fra vores bogbil. To gudstjenester og bogsalg senere blev vi inviteret ind til præsten. Nogle blev inviteret på sodavand andre på mælk med te og en gæstebog.
Berit og Kristian bød på eftermiddagskaffe og vikingespil, da vi kom tilbage fra kirkerne. Hen ad eftermiddagen ankom også tre drenge, som er på rundrejse i Afrika inden de skal arbejde som volontører for Africa in touch i Uganda. De ønsker at følge vores program nogle dage. Det er dejligt at kunne dele vores oplevelser med andre danskere.
Vi håber det går godt hjemme i Danmark. Vi har hørt, I har haft snevejr. Gid det var os. Her er der 35 grader og en luftfugtighed på omkring 85%. Det er MEGET varmt for en flok danskere som os.