Besøg på Mtoni og ugali hos hushjælpen.
af Allan og Julie
Tirsdag den 10. november 2009
Kl. 7 i morges forlod vi gæstehuset og kørte mod Mtoni, som er et hjem for mentalt handicappede børn. Her fik vi en rundvisning af Eva Lene Nielsen. Bagefter delte vi os 2 og 2 og kørte ud til familier med mentalt handicappede børn. Vi besøgte en 6 årig dreng med Dawns syndrom, som skulle trænes i selv at tage tøj af og på, samt ordne toiletbesøg. Når barnet kan klare sig selv, kan det flytte ind på Mtoni. På hjemmet bor børnene fra mandag til fredag, hvor de får undervisning på deres præmisser. På den måde aflastes familien også. Efter hjemmebesøgene kom vi tilbage på Mtoni og delte kiks og sodavand ud til børnene. Det udløste stor glæde og jubel. Det er fantastisk at se, hvor glade børnene er.
Eva Lene og Jens peter inviterede på dansk frokost/kaffe, hvor vi også fik mulighed for at se deres hjem. Det var en hyggelig eftermiddag.
Sidst på eftermiddagen tog vi tilbage til Soma Biblia, hvor vi skulle mødes med nogle af de Tanzanianske ansatte. To og to skulle vi hjem og spise hos dem. Vi tog en proppet Dala dala(Bus) hjem til de forskellige, hvor vi hjalp med indkøb og tilberedning af mad. Vi fik alle ugali (majsmel og vand, hvilket giver en tyk konsistens, der ikke smager af meget). Selvom de ikke alle talte engelsk, formåede vi at kommunikere vha. fagter og dårligt engelsk. Der var næsten ingen pinlig tavshed 
. Da vi kom, købte vi tomater og løg og tørrede fisk til aftensmaden. Der var fluer overalt omkring fiskene, og vi kiggede måske lidt skeptisk på dem. Men som sædvanlig formåede de at lave det til noget god mad. Vi besøgte vores hushjælp, som bor på et 14 kvm stort værelse. Dette fungerede som både soveværelse, stue og køkken. Køkkenet var blot et gasblus på gulvet, så da vi gik i gang med madlavningen, følte vi det lidt som en campingferie. Al maden blev lavet helt fra bunden, og vi fik lov til at hjælpe til. Da maden blev serveret, fik vi intet bestik. Vi undrede os først, da det så gik op for os, at vi skulle spise med fingrene. Alt, hvad vores mor lærte os som barn, gik i opløsning på et splitsekund.
Nu er vi tilbage i gæstehuset, hvor Allan netop har holdt en andagt, og så står den på kaffe og kanelsnegle resten af aftenen.
ryxocdvlomirtsrbkidfkcjorcgnku